DR 1 i støbeskeen 1957

ETABLERINGEN AF ATOMSTATION RISØ

Torsdag den 15. august, 1957, kl. 14.48 blev Danmarks første reaktor, DR 1, gjort kritisk (startet op) for første gang. DR 1 var den første af i alt tre planlagte reaktorer, som skulle udgøre rygraden i Atomenergikommissionens (AEK) forsøgsanlæg på Risø, hvis formål var "at fremme atomenergiens fredelige udnyttelse til samfundets tarv".


Foto: Reaktor DR 1 blev som den første reaktor opført allerede året før indvielsen i 1958.

Beslutningen om forsøgsanlæggets placering på halvøen Risø var truffet blot to år tidligere, og kun et år forinden var det sidste læs hø blevet kørt ind på øens nu nedlagte landbrug Risøgård. Det ambitiøse projekt blev realiseret i en så imponerende fart, at der opstod et nyt begreb for effektivitet, "Risø-tempo".

DR1_Første kritikalitet

Den første kritikalitet overvåges her et år før den officielle indvielse fra kontrolrummet af afdelingsleder Koefoed-Hansen, operatør Preben Nielsen, B. Fastrup og driftsansvarlig Per Frederiksen.

Det høje tempo vidner om den store entusiasme og optimis-me, der prægede tiden. Atomenergiteknologien ansås for et vidunder, der kunne løse fremtidens energiproblemer såvel som bidrage til udvik-lingen inden for medicin og landbrug. I Danmark var den socialdemokratiske regering, og især Jens Otto Krag og Viggo Kampmann, overbeviste om, at tiltag som dette skulle bringe velfærd til hele landet.

Forsøgsanlægget blev officielt indviet i 1958, og i de første 20-25 år drejede forskningen på Risø sig primært om spørgsmål, der knyttede sig til indførsel af kernekraft i Danmark. Forskningsområderne omfattede reaktorfysik, reaktorteknik, fysik, kemi, helsefysik, elektronik og metallurgi.

Invielse_Bohr_Kongen

I 1985 traf Folketinget beslutning om ikke at indføre atomkraft i Danmark. Men på det tidspunkt var Risø allerede begyndt at forske i andre områder, og reaktorerne (primært DR 3) havde vist sig særdeles velegnede til andre formål. Derfor blev driften af reaktorerne fortsat, så længe de udgjorde et aktiv for forskningen på Risø.

 

Ovenfor: Den 6. juni 1958 blev AEK's forsøgsanlæg Risø officielt indviet med deltagelse af en stribe prominente gæster med kongeparret, formanden Niels Bohr og finansminister Viggo Kampmann i spidsen.

Den ene af de tre reaktorer (DR 2) blev dog lukket i 1975, da den større DR 3 bedre kunne opfylde forskningskravene, mens de to andre reaktorer efter 1985 blev brugt til fysisk grundforskning, undervisning og fremstilling af isotoper.

Især DR 3-reaktoren viste sig meget velegnet til forskningsformål. Fra slutningen af 1960'erne var forskningen her blandt de førende i verden, og reaktoren var kendt for at være ekstrem driftssikker. I perioden 1960-2000 har ca. 1.500 udenlandske forskere således deltaget i projekter ved DR 3.

I april 2000 blev DR 3-reaktoren taget ud af drift pga. mistanke om en utæthed. En uafhængig tilstandsrapport viste, at der var begyndende tæring i reaktoren.

På det tidspunkt stod det allerede klart, at DR 3 bl.a. pga. sin alder alligevel ville være udtjent indenfor få år. På den baggrund vurderede Risøs bestyrelse, at udbyttet ved reaktorens videre drift ikke ville stå i rimeligt forhold til de nødvendige omkostninger til vedligeholdelse af dens tekniske tilstand. Bestyrelsen besluttede derfor i september 2000, at DR 3 ikke ville blive genstartet. Året efter blev reaktor DR 1, der endnu var i drift og primært blev brugt til fysikundervisning, også lukket ned. Tiden var inde til at overveje en permanent afvikling af alle de nukleare anlæg på Risø.

I 2003 blev Dansk Dekommissionering oprettet som selvstændig virksomhed under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling med det overordnede formål at afvikle de nukleare anlæg.

Risø blev i januar 2007 underlagt Danmarks Tekniske Universitet og lød herefter navnet Risø DTU - Nationallaboratoriet for Bæredygtig Energi. Reaktorteknikken er droppet, men Risø fortsætter dog forskningen i nukleare teknologier og ioniserende stråling. Fokus ligger her i begyndelsen af det nye årtusinde på biomedicinske anvendelser, måling af strålingsdoser samt detektion og analyse af radioaktive isotoper i miljø, fødevarer og materialer.

 

Udskriv