I maj 2014 gennemførte Dansk Dekommissionering en stor
operation: Løfte den 22 tons tunge metalprop op fra Danmarks
største forsøgsreaktor DR3. Selve løftet af proppen tog en
time, og operationen kan ses i timelapse her.
Løftet af reaktorens prop eller top shield plug var
blevet detaljeplanlagt og forberedt gennem flere år.
Først blev reaktortoppen ryddet; metaldele blev savet ned og
betonelementer blev boret og hakket væk. Se
processen med det forberedende arbejde her.
Dernæst blev toppen støbt jævn, og der blev lagt skinner ned til
det bevægelige låg, der skulle dække den meget radioaktive
reaktortank, når proppen blev løftet op.
Så kom det hollandske sværvægtsløftefirma Mammoet og byggede en
kran i samlesæt uden på det hele, så der både var skinner i gulvet,
hvor det bevægelige låg skulle køre, og i højden, hvor løftekranen
skulle køre.
En rund afskærmning blev placeret nøjagtigt rundt om proppen, så
den blev løftet lige op i afskærmningen. Derefter blev et rødt
løftebeslag skruet ned i proppens overside og koblet til et vældigt
wirespil på kranen i højden. Hele operationsområdet blev pakket ind
i en to meter betonmur for at skærme mod den kraftige stråling, og
afskærmningens dobbelte bund og låg blev stillet klar.
Hele reaktorhallen og de omkringliggende bygninger blev
afspærret og kun de få medarbejdere, der skulle fjernstyre løftet
fra bunden af reaktorhallen, fik adgang.
Proppen blev løftet op, og det bevægelige låg med betonmur blev
straks rullet ind over reaktortanken. På det bevægelige låg lå
afskærmningen til proppen parat.
Nyhedsmagasinet Ingeniøren har bragt en omfattende artikel om
løftet af proppen.