EN FORLÆNGET ARM I VANDET

01. februar 2016

Holdet, der står for at afmontere forsøgsreaktor DR 3, skal ikke bare koncentrere sig om at nedbryde selve reaktorblokken, men tager sig også af alle de elementer, der har indgået i forsøgene. Her spiller et bassin en vigtig rolle.

Nyhed 160201b - skærebassin

Nogle af medarbejderne har den senere tid været i gang med at tømme to opbevaringsblokke - én lige ved siden af reaktorblokken og én i en tilstødende hal - for rør. Det drejer sig om cirka 200 rør, der på forskellig vis har været brugt, mens reaktoren kørte.

40 af rørene er de såkaldte Flux Scan Absorbers. De har været anbragt inden i brændselselement-rørene for at regulere fissionen, så derfor skal de behandles særligt varsomt.

Holdet har omhyggeligt fjernet selve 'absorberne' (tynde stålstænger, der har absorberet neutroner) fra de aluminiumsrør, der har omsluttet dem. Så er stålstængerne ført over i et stort bassin, hvor de nu én for én bliver klippet i mindre stykker. Det knap 5 meter dybe bassin er gennem tiden både blevet brugt til opbevaring og behandling af bestrålede elementer, da vand skærmer for stråling.

På bunden af bassinet er der anbragt en fjernbetjent kæmpesaks. En forskningstekniker sænker langsomt snoren med stålstangen med den ene hånd og styrer med den anden hånd kæmpesaksen. Langsomt, men sikkert bliver stålstangen forvandlet til en bunke 15 cm lange småstykker.

Derefter griber forskningsteknikeren en lang stang med mekaniske fingre for enden. Med sin forlængede arm samler han nu hver enkelt småstykke op på bassinets bund og løfter det gennem vandet op i en metalkurv. Når alle 40 absorbers ligger som småstykker i kurven, bliver kurven løftet op med en blyforet transportbeholder og overflyttes efter afdrypning til en afskærmet container.

For at minimere strålingsrisikoen overvåger en helseassistent løbende alle arbejdsprocesser.

Nyhed 160201c - skærebassin

Udskriv