I Danmark er DD den eneste virksomhed, der beskæftiger sig med
dekommissionering og håndtering af radioaktivt affald. Meget af
vores faglige erfaringsudveksling foregår derfor med kollegaer i
udlandet. I nogle tilfælde bliver vores medarbejdere efteruddannet
i udlandet.
Det er omkring 50-60 år siden, de første atomreaktorer blev
bygget, og mange lande står nu i lighed med Danmark med gamle
anlæg, der skal afvikles. IAEA anslår, at der i 2003 var mere end
100 reaktorer, som var enten lukket ned eller under afvikling,
heraf var de 14 fuldt dekommissioneret.
Nogle lande er på forkant med processen og kan byde på
erfaringer, som DD kan læne sig op ad. Som en del af det
forberedende arbejde besøgte DD lande som Storbritannien, Tyskland
og Schweiz og trak endvidere på erfaringer gjort i Sverige og
USA. Læs mere
om de første inspirationskilder.
Disse inspirationsture skabte grundlag for DD's internationale
ekspertpanel, der består af seks internationale eksperter, som vi
konsulterer i forbindelse med planlægningen af
dekommissioneringsprojekterne.
I andre tilfælde er det os, der kan dele ud af viden og praktisk
erfaring. IAEA har flere gange bedt DD om at modtage gæster, der
vil have glæde af DD's erfaringer. F.eks. har vi haft gæster fra
Brasilien, Argentina og Rumænien, og en af vores projektledere
har været i Kina for at rådgive om arbejdsmetoder mv. DD er også
blevet bedt om at være værter for en større workshop om
sikkerhedsaspekter i dekommissioneringsprojekter med gæster fra
hele verden, og som inkluderer videregivelse af praktiske knowhow,
træningsopgaver og undervisning.
DD er erfaren i bl.a. affaldshåndtering og -registrering,
projektplanlægning, karakteriseringsmetoder til bestemmelse af
radioaktivitetsniveau og isotopindhold i diverse reaktordele og
emner, erfaringer med specialudviklet værktøj og
frigivelsesmålinger mv.
Tættest er erfaringsudvekslingen med lande, der har reaktorer af
samme type som de danske. F.eks. indgår DD i DIDO-gruppen,
som er et netværk af ingeniører, som arbejder med reaktorer af
DIDO- eller PLUTO-typen, som DD's egen reaktor DR 3. Sådanne
reaktorer findes i Tyskland, Storbritannien og Australien.
Erfaringsudveksling via virksomhedsbesøg er en anden kilde til
gensidig inspiration. DD havde f.eks. besøg af et russisk firma
specialiseret i dekontamineringsmetoder og affaldsbehandling i
regionen omkring Moskva, ligesom DD har besøgt virksomheder, der
kan belyse forskellige emner vedrørende dekommissionering og
affaldsbehandling.
DD's medarbejdere deltager i og bidrager til internationale
konferencer og workshops om dekommissionering, strålingsbeskyttelse
og håndtering af radioaktivt affald. Derudover indgår en håndfuld
af DD's medarbejdere i diverse internationale ekspertkomiteer,
netværksgrupper og arbejdsgrupper, der
omhandler dekommissionering, affaldsbehandling og
strålingsbeskyttelse. Disse netværk er oftest i IAEA (FN),
OECD eller EU-regi. Se netværk og udvalg her