SPØRGSMÅL OG SVAR

  • Sikkerhed og radioaktivitet

    Hvor stor er risikoen fra en strålingsudsættelse?

    Svar: Når kroppen udsættes for stråling, afsætter den sin energi i kroppens celler. Denne energiafsættelse kan forårsage strålingsskader på cellernes DNA-materiale. Resultatet kan blive enten celledød, der kan medføre organskader her og nu (akutte skader), eller fejlreparerede celler, der langt senere kan medføre kræftsygdomme eller arvelige sygdomme (senskader).

     

    Akutte strålingsskader som f.eks. strålingssyge eller hudforbrænding kan kun opstå ved meget store doser, der skal gives over kort tid, og som skal være mindst 300 - 3000 gange større end den årlige dosis fra den naturligt forekommende baggrundsstråling i Danmark.

     

    Risikoen for en senskade fra en dosis af samme størrelse som den årlige baggrundsdosis i Danmark er omkring 1 pr. 10.000 for kræftsygdomme og omkring 1 pr. 100.000 for arvelige sygdomme hos efterkommerne af de strålingsudsatte personer.

    Hvor stor er de årlige strålingsdoser til danskere?

    Svar: Danskerne udsættes for stråling fra både naturligt forekommende og menneskeskabte strålingskilder og radioaktive stoffer. Langt den største del af den årlige strålingsdosis kommer fra naturligt forekommende kilder.

    Hver dansker modtager i gennemsnit 4 mSv (millisievert) om året fra alle strålingskilder. Den største enkeltkilde er radon i boliger, der i gennemsnit giver ca. 2,2 mSv om året. De øvrige terrestriske (jordiske) kilder giver i gennemsnit ca. 0,8 mSv om året. Den kosmiske stråling fra verdensrummet giver ca. 0,3 mSv om året, og de resterende ca. 0,7 mSv om året kommer fra medicinsk bestråling.

    Den procentvise fordeling af de gennemsnitlige årlige doser er vist på figuren. Ud over baggrundsdosis modtager strålingsudsatte arbejdstagere i kraft af deres arbejde en strålingsdosis, der i langt de fleste tilfælde er mindre end 5 mSv om året.

    Strålingslagkage

    Hvordan beskytter man sig mod stråling?

    Svar: Når mennesker udsættes for bestråling fra radioaktive kilder, der befinder sig uden for eller på kroppen, taler man om ekstern bestråling. Beskyttelse mod ekstern bestråling opnås ved (1) afskærmning af kilden, (2) forøgelse af afstanden til kilden og (3) reduktion af opholdstiden ved kilden. Nogle typer af stråling er lettere at afskærme end andre; f.eks. kan papir afskærme alfa-stråling, hvorimod der kræves flere centimeter af tunge materialer som bly eller beton til at reducere gamma-stråling væsentligt. Forurening af hud med radioaktive stoffer undgås/reduceres f.eks. ved anvendelse af handsker og grundig afvaskning.

     

    Når mennesker bestråles fra radioaktivt materiale, der er kommet ind i kroppen via indånding eller gennem føden, taler man om intern bestråling. Når det radioaktive materiale først er kommet ind i kroppen, kan de tre ovenstående principper for beskyttelse ikke anvendes. Beskyttelse mod intern bestråling opnås ved at undgå eller reducere indtaget af radioaktive stoffer, eksempelvis ved anvendelse af åndedrætsværn i radioaktivt forurenet luft. De metoder, der anvendes til beskyttelse mod intern bestråling og hudforurening, er de samme som anvendes ved beskyttelse mod farlige kemiske stoffer.
    Læs mere om Sikkerhed og radioaktivitet

    Hvad er helsefysik?

    Svar: Helsefysik er et fagområde, hvis formål er beskyttelse af personer mod ioniserende stråling fra bl.a. radioaktive stoffer, røntgenapparater og kernereaktorer.

     

    Helsefysik omfatter ioniserende strålings biologiske virkninger (helse) og fysiske natur (fysik) såvel ved ydre strålingspåvirkninger som ved radioaktive stoffers optagelse og omsætning i organismer og i miljøet.

     

    Helsefysik kræver viden om strålingsdannelse, strålings vekselvirkning med stof, dosisbegreber, måling af stråling, radioaktive stoffers optag og omsætning i kroppen, strålingsbiologi m.m.

    Helsefysikken er en tværfaglig disciplin, som gør brug af viden og metoder inden for bl.a. biologi, fysik, kemi og matematik. 

    Hvordan måler man stråling?

    Svar: Måling af ioniserende stråling foretages med ioniseringskamre, geigertællere, scintillometre, halvlederdetektorer, dosimetre m.fl.

     

    Målingerne er baseret på, at stråling vekselvirker med stof og derved afsætter energi i detektoren. Det frembragte signal i de forskellige detektortyper er enten ladning, strøm, lys, varme eller fysisk/kemisk lagring af den afsatte energi. Disse signaler er proportional med den mængde stråling, der rammer eller har ramt detektoren.

     

    Strålingsmålinger anvendes til bl.a. overvågning af doser til strålingsudsat personale, i industrien til bl.a. læksporingsundersøgelser og inden for den medicinske verden til diagnostik og terapi.

  • Affaldshåndtering

    Hvordan håndteres radioaktivt affald?

    Svar: Radioaktivt affald håndteres forskelligt alt efter type og strålingsniveau mv. DD håndterer primært lav- og mellemaktivt affald. Affald der kommer fra afviklingen af de nukleare anlæg forsøges minimeret, bl.a. ved afrensning af overfladeforurenede genstande. Affald, der ikke kan renses eller som kommer fra eksterne leverandører behandles, kompakteres og lagres på mellemlager.

     

    Affaldet sorteres ved ankomst. Det flydende affald bringes i fast form bl.a. vha. Behandlingsstationens destillationsanlæg. Fast affald kompakteres (pakkes) i tromler, som forsegles med beton. Affaldet lagres under sikret forhold. Læs mere om affaldshåndtering

Udskriv