KLASSIFICERING AF RADIOAKTIVT AFFALD

Radioaktivt affald klassificeres i henhold til det Internationale Atom Energi Agenturs retningslinjer (IAEA General Safety guide GSG-1 Classification of Radioactive waste).

I GSG-1 opererer man med seks forskellige klasser af affald. Klasserne er beskrevet nedenfor på dansk. I GSG-1 findes den oprindelige og lidt mere udførlige beskrivelse på engelsk.

1. Affald til frigivelse (Exempt waste (EW)): Affald som kan frigives som 'almindeligt' affald efter reglerne om frimåling.

2. Meget kortlivet affald (Very short lived waste (VSLW)): Affald som ville kunne frigives efter en begrænset periode (op til et par år). Denne klasse indeholder primært radionuklider med meget korte halveringstider. Nukliderne har typisk været brugt indenfor forskning og medicin.

3. Meget lavaktivt affald (Very low level waste (VLLW)): Affald som kan opbevares i terrænnære, såkaldte 'landfill' faciliteter. En 'landfill facilitet' kan f.eks. være en større 'grøft' eller rende, hvor affaldet opbevares med meget lidt indpakning f.eks. i big-bags eller som store affaldsemner uden affaldsbeholder. 'Landfill faciliteter' bliver f.eks. brugt i Frankrig.

4. Lavaktivt affald (Low Level Waste (LLW)): Affald, som ikke kan frigives, og som indeholder begrænsede mængder af langlivede nuklider. Affaldet skal holdes isoleret i såkaldt 'robust containment' (dertil indrettede beholdere og depot) i op til få hundreder år. Affald som klassificeres som LLW skal være egnet til opbevaring i terrænnære faciliteter. Klassen kan indeholde en bred vifte af affald, f.eks. kortlivet affald med relative høje aktivitetskoncentrationer og også langlivede radionuklider, men kun med lave aktivitetskoncentrationer.

5. Mellemaktivt affald (Intermediate level waste (ILW)): Affald, som særligt på grund af sit indhold af langlivede nuklider, kræver større grad af isolation og 'containment', end man kan opnå med terrænnære depotfaciliteter. Mellemaktivt affald er affald, som ikke er varmeudviklende og derfor ikke kræver, at der bliver taget hensyn til varmeudvikling under mellemlagring og deponering. Mellemaktivt affald kan indeholde langlivede radionuklider (f.eks. alfa-emittere), som ikke henfalder til et aktivitetsniveau, som kan accepteres i terrænnære faciliteter indenfor en periode, hvor man kan opretholde såkaldt 'institutionel kontrol' med affaldet. Derfor skal affald i denne kategori deponeres på større dybde - i størrelsesordenen fra tiere til få hundreder af meter.

6. Højaktivt affald (High Level Waste (HLW)): Affald som klassificeres som højaktivt affald har enten så høje aktivitetskoncentrationer, at affaldet udvikler en signifikant mængde varme, eller er affald, som har så store mængder af langlivede radionuklider, at det har særlige konsekvenser for konstruktionen af depotkonstruktionen. Højaktivt affald deponeres typisk dybt i stabile geologiske formationer (flere hundrede meter under terræn).

Udskriv