Sådan dekommissionerer vi

Afviklingen er en unik proces uden manual.

D ansk Dekommissionering skal demontere de nukleare anlæg på Risø ved at få fjernet alle radioaktive dele. Selve bygningerne behøver ikke at blive revet ned, hvis målinger viser, at de er fri for radioaktiv forurening. Demonteringen skal ske sikkert, miljømæssigt forsvarligt og økonomisk optimalt.

Vi forventer, at demonteringen er afsluttet omkring 2024/25. Arbejdet omfatter planlægning, analyser og nedrivning, samt minimering, karakterisering og emballering af det radioaktive affald. (Derudover skal vi opbevare alt radioaktivt affald frem til senest 2073, hvor en langsigtet løsning skal være på plads.) Demonteringen af anlæggene er en unik proces, så vi høster erfaringer løbende. Undervejs udvikler vi nye arbejdsredskaber, og særlige faciliteter opbygges, når specielle udfordringer kræver det.

Da vi er den eneste virksomhed i Danmark, som dekommissionerer nukleare anlæg, udveksles der hyppigt erfaringer med kolleger i andre lande, der står i lignende situationer. Det sker typisk via internationale netværksgrupper, konferencer, workshops og virksomhedsbesøg. I nogle tilfælde bliver vores medarbejdere efteruddannet i udlandet.

Vi har tilknyttet et uafhængigt, internationalt ekspertpanel, der rådgiver og evaluerer i forhold til vores dekommissioneringsproces.

De nukleare tilsynsmyndigheder kontrollerer os løbende i forhold til såvel planlægning som udførelse af arbejdet. Kravene til dokumentation er høje. Vi har bl.a. et Affalds-Dokumentations-System (ADS), som dokumenterer, hvor det radioaktive affald befinder sig, hvor det stammer fra, hvad det består af m.v. Således kan man til enhver tid redegøre for affaldet.

Ved afslutningen af hvert enkelt dekommisioneringsprojekt skal der udarbejdes to slutrapporter – en teknisk og en helsefysisk – og søges om frigivelse af område eller bygning m.v. hos de nukleare tilsynsmyndigheder. Bygningsstyrelsen, der har det overordnede ansvar for Risø-området og dets bygninger, tager stilling til, hvad der skal ske med det frigivne.