Sidste nukleare anlæg dekommissioneres

Behandlingsstationen er det sjette og sidste af Risøs oprindelige nukleare anlæg, som skal dekommissioneres. Der er nu bevilliget midler til at sætte arbejdet i gang.

DDen 19. december 2019 tiltrådte Folketingets finansudvalg Aktstykke 59 til dekommissionering af Behandlingsstationen og tilhørende lagre. Herved frigives endnu en del af den milliard (i 2003-kroner), der ved DD’s oprettelse blev reserveret til dekommissionering af de seks nukleare anlæg.

Behandlingsstationen er landets eneste modtagestation for radioaktivt affald. Den har en række faciliteter til modtagelse, minimering og sortering, karakterisering, pakning og opbevaring af affaldet. Eftersom en del af faciliteterne skal forblive i drift, så længe der kommer affald fra dekommissionering af anlæggene, har forberedelsen til dette sidste projekt været i gang længe.

I maj 2019 godkendte de nukleare tilsynsmyndigheder den overordnede projektbeskrivelse for dekommissioneringen. Inden da var der iværksat en grundig oprydning i Behandlingsstationen, og de faste arbejdspladser for en række medarbejdere blev overflyttet til andre bygninger. Derefter blev overflytningen af de faciliteter, der skal forblive i drift, påbegyndt. Det drejer sig om henholdsvis et blødtvands- og et destillationsanlæg, et vaskeri samt et kemisk og et isotop-laboratorium. Disse faciliteter overflyttes til to eksisterende bygninger i nærheden af DD’s hovedbygning.

Som en del af projektet skal også de nuværende affaldslagre dekommissioneres. At der endnu ikke er truffet en beslutning om en permanent løsning for det radioaktive affald har dog betydet, at tømningen af lagrene forud for afrensning bliver både dyrere og mere besværligt end oprindelig antaget.

Affaldet kan ikke overføres direkte til et slutdepot, men skal i stedet flyttes til det opgraderede mellemlager, vi er i gang med at bygge. Dette forventes at kunne ske fra starten af 2023. Allerede nu hæmmes dekommissioneringsarbejdet af en utilstrækkelig lagerkapacitet, så i 2020 vil én af de nuværende lagerbygninger blive udvidet som en midlertidig løsning.

Mellemlagringen betyder også, at der er behov for ekstra afskærmning til det pakkede affald. Der skal specialfremstilles forskellige stålindsatser, som kan støbes ind i beton i eksisterende stålcontainer-typer. Det vil holde strålingen på ydersiden af containerne nede på et niveau, som gør det muligt at arbejde i nærheden af affaldet.

De samlede udgifter til dekommissionering af Behandlingsstation og lagre, herunder pakning af affaldet til mellemlagring, forventes at løbe op i 141 millioner kr. (+/- 25 procents usikkerhed).
Læs det godkendte aktstykke



Skip to content