Sådan vurderes affaldet fra dekommissioneringen af de nukleare anlæg

Ude nær molen på Risø, ligger en relativt undseelig bygning. En bygning, der intentionelt passer ind sammen med de andre bygninger på den yderste vestside af halvøen, nærmest fjorden, men som adskiller sig afgørende fra de andre i funktion. Her afgøres det, en gang for alle, om affald er radioaktivt affald eller konventionelt affald.

Hvad er radioaktivt affald?
For at forstå hvordan man afgør om affald er radioaktivt affald eller ej, er man først nødt til at forstå hvad radioaktivt affald er.

”Radioaktivt affald, er affald der på den ene eller anden måde består af materialer, der enten er blevet aktiveret eller kontamineret. Når materiale bliver aktiveret, vil det sige at materialet i sig selv, er blevet radioaktivt, og altså ikke ”blot” er beskidt med noget radioaktivt støv eller andet der sidder på overfladen. Sidstnævnte kalder vi kontamineret, og det kan typisk klares med en våd klud, nedvask eller anden oprensning” – forklarer Sidse Lærke Lolk, helsefysiker i Dansk Dekommissionering.

Hun er i den sidste del af sit forløb, for at blive godkendt som bemyndiget til at foretage målinger med henblik på frigivelse.

Frederik Storm Mahler er bemyndiget til frigivelsesfunktionen og har dermed bemyndigelse til at måle på og vurdere om affaldet er over eller under de fastsatte grænseværdier for hvad vi i Danmark kategoriserer som radioaktivt affald.

Han uddyber: ”Affaldet, som vi måler her på F-lab (frigivelseslaboratoriet red.) kommer fra de nukleare anlæg som DD dekommissionerer. Det består af forskellige bygningsdele såsom metalrør, betonblokke, isolering i vægge eller bly fra afskærmninger. Fælles for affaldet er, at dets ophav er her fra Risø, da vi ikke kan frigive affald, som vi modtager fra det omkringliggende samfund. For at kunne måle på affald med henblik på frigivelse er det afgørende at have indblik i historikken for de aktiviteter, der har været omkring materialet som nu behandles som affald.”

Fra vurdering til måling til konklusion
I dag er det en samling stålrør, der påbegyndes en måling på. For det er nemlig sådan, at for at måle præcist nok, særligt med de relativt små mængder af radioaktivitet, der skal til før at affaldet kategoriseres som radioaktivt affald, er man nødt til at måle på affaldet i en længere periode. Det kan være fra en halv time helt op til flere dage.

Men inden målingen igangsættes, er der allerede tidligere i forløbet taget en vurdering af om affaldet har potentiale til at blive frigivet.

Frederik forklarer herom: ”Vi måler ikke på al affaldet her på F-lab, da der er store dele af det som vi dekommissionerer, som vi på forhånd ved, ud fra dets ophav og placering, indeholder for meget radioaktivitet, og det vil derfor slet ikke give mening at begynde at måle på det med henblik på frigivelse. Derfor starter vi altid, inden affaldet kommer på F-lab, med at tage en vurdering af om affaldet har potentiale til at kunne frigives eller ej.”

Sidse tilføjer: ”En del af den indledende vurdering er, at lave en overflademåling, med et håndholdt instrument som vi kalder en CoMo (kontaminationsmonitor), der hurtigt vil indikere om affaldet har potentiale til frigivelse, eller om det ikke giver mening at måle på”.

Først derefter transporteres affaldet til F-lab, hvor den præcise og mere omstændige måling kan igangsættes.

Til sidst, efter endt måling, er konklusionen klar: Er der målt radioaktivet i affaldet over de fastsatte nuklid-specifikke grænseværdier, så er affaldet hermed kategoriseret som radioaktivt affald, og vil blive placeret i de nuværende lagerfaciliteter, sidenhen den nye opgraderede lagerfacilitet (NOL), for til sidst at ende sine dage i slutdepotet.

Kan der derimod ikke konstateres mængder af radioaktivitet i affaldet over grænseværdierne, så er affaldet at betragte som konventionelt affald uden nogle restriktioner fra strålingsmyndighederne, og afhængigt af hvilken fraktion det hører til, vil det som al andet konventionelt affald i Danmark, blive behandlet derefter.