03 apr Radioaktivt affald eller konventionelt affald?
Sådan vurderes affaldet fra dekommissioneringen af de nukleare anlæg
Ude nær molen på Risø, ligger en relativt undseelig bygning. En bygning, der intentionelt passer ind sammen med de andre bygninger på den yderste vestside af halvøen, nærmest fjorden, men som adskiller sig afgørende fra de andre i funktion. Her afgøres det, en gang for alle, om affald er radioaktivt affald eller konventionelt affald.
Hvad er radioaktivt affald?
For at forstå hvordan man afgør om affald er radioaktivt affald eller ej, er man først nødt til at forstå hvad radioaktivt affald er.
”Radioaktivt affald, er affald der på den ene eller anden måde består af materialer, der enten er blevet aktiveret eller kontamineret. Når materiale bliver aktiveret, vil det sige at materialet i sig selv, er blevet radioaktivt, og altså ikke ”blot” er beskidt med noget radioaktivt støv eller andet der sidder på overfladen. Sidstnævnte kalder vi kontamineret, og det kan typisk klares med en våd klud, nedvask eller anden oprensning” – forklarer Sidse Lærke Lolk, helsefysiker i Dansk Dekommissionering.
Hun er i den sidste del af sit forløb, for at blive godkendt som bemyndiget til at foretage målinger med henblik på frigivelse.
Frederik Storm Mahler er bemyndiget til frigivelsesfunktionen og har dermed bemyndigelse til at måle på og vurdere om affaldet er over eller under de fastsatte grænseværdier for hvad vi i Danmark kategoriserer som radioaktivt affald.
Han uddyber: ”Affaldet, som vi måler her på F-lab (frigivelseslaboratoriet red.) kommer fra de nukleare anlæg som DD dekommissionerer. Det består af forskellige bygningsdele såsom metalrør, betonblokke, isolering i vægge eller bly fra afskærmninger. Fælles for affaldet er, at dets ophav er her fra Risø, da vi ikke kan frigive affald, som vi modtager fra det omkringliggende samfund. For at kunne måle på affald med henblik på frigivelse er det afgørende at have indblik i historikken for de aktiviteter, der har været omkring materialet som nu behandles som affald.”[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Fra vurdering til måling til konklusion
I dag er det en samling stålrør, der påbegyndes en måling på. For det er nemlig sådan, at for at måle præcist nok, særligt med de relativt små mængder af radioaktivitet, der skal til før at affaldet kategoriseres som radioaktivt affald, er man nødt til at måle på affaldet i en længere periode. Det kan være fra en halv time helt op til flere dage.
Men inden målingen igangsættes, er der allerede tidligere i forløbet taget en vurdering af om affaldet har potentiale til at blive frigivet.
Frederik forklarer herom: ”Vi måler ikke på al affaldet her på F-lab, da der er store dele af det som vi dekommissionerer, som vi på forhånd ved, ud fra dets ophav og placering, indeholder for meget radioaktivitet, og det vil derfor slet ikke give mening at begynde at måle på det med henblik på frigivelse. Derfor starter vi altid, inden affaldet kommer på F-lab, med at tage en vurdering af om affaldet har potentiale til at kunne frigives eller ej.”
Sidse tilføjer: ”En del af den indledende vurdering er, at lave en overflademåling, med et håndholdt instrument som vi kalder en CoMo (kontaminationsmonitor), der hurtigt vil indikere om affaldet har potentiale til frigivelse, eller om det ikke giver mening at måle på”.
Først derefter transporteres affaldet til F-lab, hvor den præcise og mere omstændige måling kan igangsættes.
Til sidst, efter endt måling, er konklusionen klar: Er der målt radioaktivet i affaldet over de fastsatte nuklid-specifikke grænseværdier, så er affaldet hermed kategoriseret som radioaktivt affald, og vil blive placeret i de nuværende lagerfaciliteter, sidenhen den nye opgraderede lagerfacilitet (NOL), for til sidst at ende sine dage i slutdepotet.
Kan der derimod ikke konstateres mængder af radioaktivitet i affaldet over grænseværdierne, så er affaldet at betragte som konventionelt affald uden nogle restriktioner fra strålingsmyndighederne, og afhængigt af hvilken fraktion det hører til, vil det som al andet konventionelt affald i Danmark, blive behandlet derefter.
Om frigivelsesfunktionen
Om frigivelsesfunktionen
For at blive bemyndiget til at lave frigivelsesmålinger, skal man lave to på hinanden følgende målinger, uden fejl. Målingerne gennemgås af en bemyndiget helsefysiker.
Oplæring i frigivelsesfunktionen er sidemandsoplæring kombineret med en kvalitetshåndbog, der sikrer kvaliteten i målingerne.
F-lab, hvor frigivelsesmålingerne foretages, er akkrediteret af DANAK med en ISO 17025 godkendelse. Denne godkendelse skal løbende fornyes, og er med til at sikre at laboratoriet lever op til nogle fastsatte kvalitetskrav.
En gang årligt opdateres en række skalatal, der er med til at sikre at målingerne er retvisende. Nogle nuklider kan ikke måles direkte på F-lab med gammaspektroskopi, men aktiviteten følges ad med en såkaldt nøglenuklid. Forholdet imellem den ikke-målbare nuklid (skalatallet) og nøglenukliden (en gamma-emitter) vil ændres over tid grundet forskellige halveringstider.
Det nukleare beredskab har bemyndigelse til at foretage stikprøver og/eller tjek ved lejlighed.
Selve F-lab er placeret nær vandet, længst muligt væk fra affaldet, samtidig med det er placeret på en særlig type sand, alt sammen for at sænke baggrundsstrålingsniveauerne til et minimum, for at gøre målingerne så præcise som muligt.
Sådan måler man affaldet
Sådan måler man affaldet
Al måling på F-lab foretages med germanium detektorer.
Først vejes materialet, hvorefter det placeres på en måde så germaniumdetektoren bedst muligt måler emnets aktivitet. Her foretages en konservativ vurdering af placeringen af aktiviteten.
Der bruges et program til målingerne hvor emnets geometri opsættes. Det er ikke altid muligt at opbygge emnet 1-1 og også her laver man nogle konservative geometriske former, der sikrer at hele det fysiske emne er inden for den geometriske form som opsættes i programmet.
En germanium-detektor består af en krystal hvori gamma-fotoner vekselvirker og laver ioniseringer. Dette producerer spændingsimpulser som registreres i apparatet og oversættes til den energi den indkomne foton havde, og man kan dermed, modsat fx med en geigertæller, måle de forskellige energier separat. En måling indsamler over tid registreringer fra alle disse indkomne fotoner med forskellige energier, hvilket danner et samlet spektrum, som afslutningsvis analyseres. Herudaf udledes om det målte emne indeholder aktivitet ved at sammenligne med de indkomne fotoner der registreres fra baggrundsstrålingen.
Igennem vægten af emnet, udregnes en koncentrationen der har enheden becquerel pr. gram (Bq/g). Det angiver henfald pr. sekund pr. gram i det målte emne. Der er ud fra denne koncentration at emnet enten består frigivelsesmålingen og kategoriseres som konventionelt affald eller dumper målingen og kategoriseres som radioaktivt affald.
For at ”bestå” en frigivelsesmåling skal affaldet indeholde en mindre aktivitetskoncentration for hver enkelt radionuklid end angivet i Bekendtgørelse 670 om brug af radioaktive stoffer, fra Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse.