01 nov 4 nye helsefysikere uddannet hos Dansk Dekommissionering
Sidse Lærke Lolk, Marie Lund Traulsen, Frederik Storm Mahler og Claus Højgård Nielsen, er navnene på de 4 nye helsefysikere som nu tager fat på arbejdet som færdiguddannede helsefysikere hos Dansk Dekommissionering
Beskyttelse af mennesker mod stråling i deres arbejdsmiljø er en helt central del af en helsefysikers virke, men også at kunne rådgive, formidle og undervise. I Dansk Dekommissionering er helsefysikerne en uundværlig del af arbejdsstyrken, da arbejdet med radioaktivt affald, nødvendiggør ekspertise på området.
Derfor er vi glade for, og stolte af, at have uddannet 4 nye helsefysikere, der alle vil have vigtige arbejdsopgaver i Dansk Dekommissionering, med henblik på strålebeskyttelse og arbejdet inden for dette fagområde.
Arbejdet som helsefysiker
Helt overordnet er helsefysiker-funktionen defineret ved at bidrage til strålebeskyttelsen af mennesker og miljø. Det betyder at helsefysikernes arbejdsopgaver alle relaterer sig til denne strålebeskyttelse.
I Dansk Dekommissionering er helsefysikerne derfor centrale i vurderingen og rådgivningen af dekommissionerings projekterne, og arbejdet med disse.
Derudover er helsefysikerne beskæftiget med at foretage frigivelsesmålinger af relevant materiale fra dekommissioneringen af Risø, som kan frigives til almindelig affaldsbehandling, hvis der vel og mærke ikke kan måles radioaktivitet over de fastsatte grænseværdier i materialet.
Samtidig er det helsefysikerne, der står for intern uddannelse i strålebeskyttelse og arbejdet med radioaktive materialer i Dansk Dekommissionering, ligesom de også underviser og rådgiver eksternt.
En sidste vigtig opgave for de nyuddannede helsefysikere er, at de nu indgår i Dansk Dekommissionerings vagtordning, hvor de skiftevis er på tilkalde vagt i tilfælde af uforudsete hændelser.
Her bør det nævnes at der i alle døgnets timer, alle årets dage, er en helseassistent til stede hos Dansk Dekommissionering, der håndterer langt de fleste uforudsete hændelser, foruden de almindelige arbejdsopgaver.
Hvorfor helsefysiker
Sidse Lærke Lolk er en af Dansk Dekommissionerings nye helsefysikere, og for hende var der ikke meget tvivl da hun så jobopslaget efter at være blevet kandidat i fysik.
”Stråling er sejt. Jeg synes det er enormt spændende at arbejde med at gøre den her relativt abstrakte ting, som stråling er for mange, til noget konkret. Det at koble min viden om stråling og radioaktivitet til konkrete dekommissionerings- og arbejdsopgaver, og hvordan man beskytter mod stråling, det er en af de ting der interesserer mig.”
En anden ny helsefysiker hos Dansk Dekommissionering er Marie Lund Traulsen, der er uddannet kemiingeniør og har en baggrund i forskningsverdenen. For hende var det lysten til at prøve kræfter med et nyt, spændende fagområde, der drev hende mod helsefysiker uddannelsen.
”Jeg synes det er spændende, det her med at ’nørde’ noget teori og bruge det til at finde løsninger på virkelige problemstillinger. Samtidig er jeg meget motiveret af at lære nyt og blive dygtigere, og her så jeg et spændende emnefelt, som jeg virkelig gerne vil blive dygtigere til”.
Frederik Storm Mahler, der er det tredje skud på den firlængede stamme af nye helsefysikere, er ligesom sine medstuderende, og nu kollegaer i strålingsbeskyttelses enheden, også tiltrukket af det som han kalder ”anvendt tværfaglighed”.
”Helsefysiker kombinerer mine interesserer for fysik og sundhed, og for mig var det interessen for de to felter, der fik mig til at søge stillingen, og gå gennem uddannelsen. Jeg synes særligt det er spændende at vi i DD, skal arbejde tværfagligt, og kombinere vores viden som helsefysikere med projekterne og dekommissioneringen af de historiske bygninger”.
Claus Højgård Nielsen fortæller også om at helsefysiker gerningen talte til hans interesser, og særligt hans mangeårige interesse for radioaktivitet.
”Jeg synes det er et spændende område, og lige siden folkeskolen har jeg haft en stor interesse for radioaktivitet. Jeg kan huske de kilder vi fik lov at kigge på i skolen, og allerede dengang syntes jeg det var et spændende område. Som voksen kombinerer helsefysiker arbejdet mine interesser for fysik, kemi og teknik, og det er et af de få felter hvor alle disse 3 ting mødes og anvendes samtidig.”
Allerede godt i gang
De 4 helsefysikere er alle godt i gang med deres nye hverdag i Dansk Dekommissionering som fuldgyldige medlemmer at strålingsbeskyttelsesenheden, og er dermed med til hver dag at bidrage til arbejdet med at opbevare og håndtere alt Danmarks radioaktive affald.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]