Se løftet af reaktorproppen

I maj 2014 gennemførte Dansk Dekommissionering en stor operation: Løfte den 22 tons tunge metalprop op fra Danmarks største forsøgsreaktor DR3. Selve løftet af proppen tog en time, og operationen kan ses i timelapse her.

LLøftet af reaktorens prop eller top shield plug var blevet detaljeplanlagt og forberedt gennem flere år. Først blev reaktortoppen ryddet; metaldele blev savet ned og betonelementer blev boret og hakket væk. Se processen med det forberedende arbejde.

Dernæst blev toppen støbt jævn, og der blev lagt skinner ned til det bevægelige låg, der skulle dække den meget radioaktive reaktortank, når proppen blev løftet op.

Så kom det hollandske sværvægtsløftefirma Mammoet og byggede en kran i samlesæt uden på det hele, så der både var skinner i gulvet, hvor det bevægelige låg skulle køre, og i højden, hvor løftekranen skulle køre.

En rund afskærmning blev placeret nøjagtigt rundt om proppen, så den blev løftet lige op i afskærmningen. Derefter blev et rødt løftebeslag skruet ned i proppens overside og koblet til et vældigt wirespil på kranen i højden. Hele operationsområdet blev pakket ind i en to meter betonmur for at skærme mod den kraftige stråling, og afskærmningens dobbelte bund og låg blev stillet klar.

Hele reaktorhallen og de omkringliggende bygninger blev afspærret og kun de få medarbejdere, der skulle fjernstyre løftet fra bunden af reaktorhallen, fik adgang.

Proppen blev løftet op, og det bevægelige låg med betonmur blev straks rullet ind over reaktortanken. På det bevægelige låg lå afskærmningen til proppen parat.

Se timelapse:



Skip to content