Radioaktivt affald – se vores kontrol

Kom til Åbent Hus hos Dansk Dekommissionering og hør om vores unikke miljøopgave på Risø: Fredag 13. juni kl 15-18.

DDansk Dekommissionering har til opgave at afvikle de tidligere forsøgsanlæg fra Forskningscenter Risø. På vore midlertidige lagre opbevares affald fra 50 års forskning på Risø samt byggeaffald fra vores arbejde med at afmontere og nedrive forsøgsanlæggene. Vi har desuden ansvar for at drive den eneste modtagestation for radioaktivt affald i Danmark. Hvert år modtager vi hvert år 6-8 m3 radioaktivt affald fra hospitaler, laboratorier, undervisningssektoren og industrien.

Det radioaktive affald bliver sorteret og gennemgået, og en del genstande kan renses og efter grundig undersøgelse frigives som f.eks. jernskrot. Dansk Dekommissionering viser rundt på laboratorierne, hvor vi måler og kontrollerer det radioaktive affald og fortæller om vores arbejde med en unik miljøopgave. I infocenteret (bygning 770) serverer vi kaffe og te, og vi svarer naturligvis gerne på spørgsmål.

Der vil være tre rundvisninger med start kl. hhv. 15.00, 16.15 og 17.30. Hver rundvisning varer en time, og der er plads til 12 i hver gruppe. Der vil være adgang til Risø-halvøen via portvagten fra kl. 14.30. På grund af sikkerhed er det ikke tilladt at bevæge sig rundt på Risø-området på egen hånd. Kør eller gå derfor direkte til bygning 770. Bemærk, at dette er ca. 1 km fra portvagten på Frederiksborgvej.

OBS: Tilmelding er nødvendig, senest 10. juni 2014. Tilmelding på aabenthus@dekom.dk (max. 4 personer pr. tilmelding). Angiv venligst ønsket tidspunkt for rundvisning.

Minimumalder: 14 år. Gratis adgang.



Skip to content