07 okt Gangene under Risø – Et sjældent indblik
Mange bygninger troner sig op over landskabet på Risø, men hvad mange ikke ved er, at der under jorden også er en stor bygningsmasse.
Der er flere indgange til gangene under Risø, en af disse er dørene på billedet.
Dørene er kun omkring halv højde af en almindelig dør, og det samme med bredden. Det betyder, at man skal ned på alle fire for at entrere de underjordiske gange.

Indenfor døren strækker sig en af mange gange, som er skabt med det formål at rumme en stor del af diverse installationer, som både blev brugt, da de nukleare anlæg var i drift og i dag. Fordelen ved den underjordiske placering er, at man kan tilgå dem på sikker vis.
I gangene findes er både vandrør, elkabler, gasledninger og andre installationer, der går fra bygning til bygning.
I daglig tale omtales gangene som ingeniørgange.
Tidligere i Risø’s levetid, var der også et rørpostsystem placeret i gangene, således at man fra udvalgte bygninger kunne sende rørpost under jorden til andre bygninger på Risø.
På det næste billede ser man et stort rum hvori der er placeret 2 store ståltanke. Tankene har til formål at opsamle vand fra Risøs anlæg til inddampning og senere måling, for at sikre at der ikke udledes radioaktivitet over de tilladte grænseværdier.

På billedet ser man en nedgang til rummet med tankene, så man mere direkte kan komme ned til tankene og besigtige disse.



