01 jul Se reaktorproppen blive lirket ud
I maj 2014 gennemførte Dansk Dekommissionering en større operation og fik løftet en stærkt radioaktiv metalprop op af Danmarks største forsøgsreaktor.
MMetalproppen blev løftet direkte op i en afskærmning, som blev lukket foroven og forneden. Endelig blev prop og afskærmning sænket ned til kælderniveau af reaktorhallen.
Udfordringen var nu at flytte i alt 40 tons metalprop og afskærmning ud af hallen. Der er begrænset plads, og den store, tunge cylinder skulle køres forbi bærepiller og rundt om skarpe hjørner. Til det formål havde det hollandske løftefirma Mammoet medbragt en transportvogn kaldet Self-Propelled Modular Transportation (SPMT).
SPMT’en har 16 hjul og otte aksler, som alle kan dreje uafhængigt af hinanden. Den er dieseldrevet, så det var nødvendigt at koble lange slanger på køretøjet, så udstødningen kunne blive sendt ud af bygningen.
Reaktorproppen med afskærmning blev sænket direkte ned på ladet af SPMT’en, og Dansk Dekommissionerings teknikere skruede løftebeslagene af. De rødklædte Mammoet-folk styrede vognen frem og tilbage, og efter en temmelig-mange-punkters-vending lykkedes det at lirke vognen ud af reaktorhallen.
Hele operationen blev overvåget af Dansk Dekommissionerings helsefysikere, som arbejder med strålingsbeskyttelse.