Åbent og fuldt hus

Tilstrømningen var overvældende, da Dansk Dekommissionering mandag den 18. juni inviterede til åbent hus og informationsmøde. Flere end 150 Roskilde-borgere havde sagt ja tak og fyldte Risøs største auditorium til sidste sæde.

EEfter en kort præsentation af virksomhedens arbejde, ikke mindst håndteringen af det radioaktive affald, var det tid til at opleve affaldet i virkeligheden. En kort gåtur i Risøs skønne natur førte til området, hvor blandt andet affaldslagrene befinder sig. De mange besøgende blev inddelt i seks grupper, der fik tildelt hver sin DD-medarbejder som guide på rundturen.

Da regndråberne begyndte at falde, var de sidste besøgende på vej tilbage til auditoriets læ. Her begyndte anden del af arrangementet – informationsmødet – hvor fokus var på folketingets nylige beslutning om en langsigtet løsning for det radioaktive affald.

Se præsentationen om folketingsbeslutningen
Se præsentationen om de kommende geologiske undersøgelser
Se præsentationen om betydningen for DD og Risø

Efter de tre præsentationer gik mikrofonerne på omgang mellem spørgelystne borgere. Spørgsmålene spændte vidt – fra Danmarks internationale forpligtelser og muligheden for at eksportere affaldet, til Risøs geologi, overvågningen af lagerfaciliteterne og oprydning på halvøen.

Da spørgelysten efter cirka en time var udtømt, sluttede arrangementet med et løfte fra DD’s direktør Ole Kastbjerg Nielsen om igen at holde åbent hus, når der er nyt at fortælle om den kommende lagerfacilitet, der skal huse al affaldet indtil senest 2073.



Skip to content