29 maj En europæisk erfagruppe
Repræsentanter fra 18 lande mødtes den 22. til 24. maj i Danmark for at udveksle erfaringer med håndteringen af radioaktivt affald.
CClub of (Waste Management) Agencies er et forum, der har fungeret i mere end 30 år. Hvert halve år mødes affaldsoperatører fra europæiske lande for i et fortroligt rum at kunne diskutere forskellige aspekter af affaldshåndteringen – fra status på internationale samarbejder til ny teknologi og hvert lands udvikling af en langsigtet løsning for det radioaktive affald.
Værtsskabet går på skift, og ved dette 67. møde var det Dansk Dekommissionering, der stod for tur. Erfaringsudvekslingen mellem de 28 deltagere foregik de to første dage på et hotel i det indre København, og den 24. maj var der besøg på Risø. Til vinter mødes Club of Agencies igen, denne gang i Slovenien.