På vej mod et nyt lager

De første skridt er taget mod at opføre en ny, opgraderet lagerfacilitet på Risø til det radioaktive affald. Byggeriet udspringer af Folketingets beslutning fra maj 2018 om at forlænge en midlertidig oplagring af affaldet indtil senest 2073.

DDansk Dekommissionering har siden sidste år været i gang med at udspecificere de tekniske krav til en erstatning for de nuværende lagre. For at sikre en forsvarlig oplagring er nogle af kravene, at den nye bygning er højvandssikret og klimastyret, kan rumme alt affald og har en frihøjde, der tillader brugen af indendørs kraner.

I byggeprojektets indledende fase har Dansk Dekommissionering tilknyttet firmaerne Emcon og BM Arkitekter som bygherrerådgivere. De assisterer blandt andet i to væsentlige processer, udarbejdelsen af henholdsvis en lokalplan og en miljøvurdering.

Roskilde Kommune er planmyndighed. Torsdag den 22. august drøfter Plan- og Teknikudvalget et forslag til lokalplanen. Se materialet til mødets punkt 130.

Sidst i september vil Miljøstyrelsen modtage en ansøgning om VVM (Vurdering af Virkninger for Miljøet) sammen med en høringsfolder. Dermed er også denne proces skudt officielt i gang.

Dansk Dekommissionering foreslår et byggefelt på 6.000-10.000 kvadratmeter og en bygningshøjde på op til 15 meter over terræn. Der er fundet to mulige placeringer af byggefeltet. Senere i år vil der blive inviteret til åbent hus for alle interesserede i forbindelse med lokalplans- og VVM-processen.

Opgaven som totalrådgiver for byggeriet bliver udbudt inden årets udgang.



Skip to content