29 apr Forslag til nyt lager klar
I godt et år har en stor projektorganisation arbejdet på planerne for en ny, opgraderet lagerfacilitet til det radioaktive affald på Risø. Indsatsen har nu udmøntet sig i et detaljeret projektforslag.
DDanmarks radioaktive affald skal frem til senest 2073 opbevares i to lagerbygninger: hovedlageret samt et mindre lager med naturlig ventilation til uranmalm og de såkaldte tailings. Bygningerne placeres i Risøs nordvestlige hjørne, og hele området omkranses af et sikkerhedshegn med en portvagt. Således sikres adgangskontrollen, uanset hvilke fremtidige ændringer der eventuelt måtte komme i den generelle adgang til halvøen.
Det er første gang i mange år, at der skal opføres et så stort nukleart anlæg i Danmark, hvilket har gjort det til et krævende og kompliceret projekt. Mange myndigheder er involveret, og der skal samtidig tages hensyn til naboerne både på Risø og i det øvrige lokalområde. Der bliver derfor arbejdet intensivt på at sikre, at kravene fra blandt andre de nukleare tilsynsmyndigheder er imødekommet.
Når den del, der vedrører de nukleare tilsynsmyndigheder, er på plads, skal der arbejdes videre med vurderingen af projektets miljøkonsekvenser. Dette arbejde blev påbegyndt i efteråret 2019 (se Miljøstyrelsens hjemmeside). Ligeledes fortsættes arbejdet med en lokalplan for området; her er Roskilde Kommune planmyndighed.
Ud over den løbende dialog med de involverede myndigheder drøftes projektet med jævne mellemrum i Kontaktforum Roskilde, hvor projektets væsentligste interessenter er repræsenteret. Her er fokus især på bygningernes visuelle påvirkning og indpasning i omgivelserne. På det seneste møde den 22. marts, hvor projektbeskrivelsen lå klar, kunne Kontaktforums medlemmer få fremvist det påtænkte ydre design af bygningerne – se denne præsentation af forslaget. Alt materiale til Kontaktforums møder kan i øvrigt findes på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.
Vi forventer, at projektet vil være afsluttet i 2025.
Fakta om projektet
Projektforslaget omfatter tre bygninger:
- Hovedlageret med et bebygget areal på 8736 m2 (70 x 121 meter) og en højde på 16,6 meter over terræn
- Kold lade til opbevaring af malm og tailings, med et bebygget areal på 1189 m2 (21 x 56 meter) og en højde på 13 meter over terræn
- Portvagt med et bebygget areal på 194 m2 (9 x 21 meter) og en højde på 5 meter over terræn
Projektorganisation:
- Bygherre: Dansk Dekommissionering
- Bygherrerådgivere: Emcon og underrådgiver BM Arkitekter
- Totalrådgiver: MOE og underrådgivere Christensen & co Arkitekter og Langebæk A/S