Organisationsdiagram per 1. september 2021

DD ændrer sin organisation

Den 1. september træder en ny organisering af DD i kraft. Ændringen skal ruste virksomheden til at løfte sine nye opgaver så kompetent og effektivt som muligt.

MMed Folketingsbeslutning B 90 fra 2018 har Dansk Dekommissionering (DD) fået tilført nye, store opgaver og en forlænget tidshorisont. Hvor vi i henhold til den oprindelige Folketingsbeslutning fra 2003 (B 48) skulle færdiggøre dekommissioneringen senest i 2023 og derefter lukke, får vi med B 90 ansvaret for affaldet frem til senest 2073, hvor et slutdepot til affaldet skal være etableret.

I de kommende år vil virksomhedens hovedfokus gradvist skifte fra dekommissionering til affaldshåndtering. Dette skift betyder både et ændret og forlænget behov for ressourcer og kompetencer. For at ruste virksomheden til transformationen har ledelsen besluttet at iværksætte en ny organisering, der træder i kraft den 1. september 2021.

”Vi har valgt at gå fra tre større sektioner til at have en række mindre, specialiserede enheder. Samtidig har vi skåret et ledelseslag fra og opererer fremover kun med to ledelseslag. Dette skulle gerne sikre effektive og smidige beslutningsprocesser på tværs af organisationen,” siger direktør Ole Kastbjerg Nielsen.

Blandt de specialiserede enheder er Udvikling & Strategisk Affaldsplanlægning samt et ledelsessekretariat. Direktøren fortæller om disse to nyskabelser:

”Som følge af B 90 er vi nu bygherre på projektet med at bygge opgraderede lager- og håndteringsfaciliteter her på Risø. Vi kommer som affaldsoperatør også til at spille en væsentlig rolle i processen frem mod at etablere et slutdepot. Derfor har vi valgt at samle et team, der fokuserer på den strategiske udvikling af vore affaldsprocesser og –faciliteter,” siger Ole Kastbjerg Nielsen og fortsætter:

”Derudover etablerer vi et egentligt ledelsessekretariat. Erfaringen har vist os, at når det gælder affaldshåndteringen og ikke mindst slutdepotprocessen, er omverdenens interesse større, og feltet af interessenter bredere, end når det gælder vores dekommissioneringsopgave. Så sekretariatet skal varetage de politisk-strategiske og kommunikative opgaver, der følger med opgaven som affaldsoperatør.”



Skip to content