17 mar Dansk Dekommissionering inviterer ungdomsuddannelser på besøg
Som en del af Forskningens Døgn 2026 åbner Dansk Dekommissionering dørene for elever og lærere på ungdomsuddannelser og i 9. klasser.
Hvordan arbejder man sikkert med radioaktive materialer? Og hvordan bruger man fysik, kemi og matematik i praksis, når man hver dag håndterer Danmarks radioaktive affald?
Det kan elever og lærere opleve helt tæt på, når vi i år åbner portene til Risø og inviterer indenfor til en række særlige rundvisninger under Forskningens Døgn 2026.
Rundvisningerne er særligt målrettet elever og lærere fra ungdomsuddannelser og 9. klasser.
Vi tilbyder et sjældent indblik i, hvordan vi bruger fysik, kemi og matematik i praksis til at håndtere Danmarks radioaktive affald – sikkert og professionelt.
Eventet afholdes fem gange:
20.–24. april, kl. 10:00–12:00 (mandag til fredag)
Eventet består af:
Fagligt oplæg
En naturvidenskabelig medarbejder fortæller om arbejdet med radioaktivitet i praksis og viser, hvordan fag som fysik, kemi og matematik bruges hver dag hos DD.
Rundvisning
Deltagerne får et unikt kig ind i de lagre, hvor Danmarks radioaktive affald opbevares – og indblik i, hvordan sikkerhed, teknik og naturvidenskab går hånd i hånd i vores arbejde.