Den nærmeste fremtid i Dansk Dekommissionering

Nyansættelser, delmål og struktur, er nogle af de værktøjer, der skal sikre den nødvendige fremdrift i Dansk Dekommissionering

S

enest om 50 år skal Dansk Dekommissionerings arbejde på Risø -halvøen være færdigt, og slutdepotet for det danske radioaktive affald i funktion.

Men selvom 2073 kan virke langt ude i fremtiden, er det hver dag med til at definere det arbejde, der foregår hos Dansk Dekommissionering, og særligt den planlægning, der går forud for de mange opgaver, der skal løses før Dansk Dekommissionerings arbejde på Risø er færdigt.

For at nå målet kræver det ressourcer, og vigtigst af alt kræver det dygtige medarbejdere.

Uden disse ressourcer når vi aldrig målet, og derfor er det også essentielt at vi i Dansk Dekommissionering hele tiden har de rigtige medarbejdere på projekterne for at nå målene.

Yderligere fremdrift med ny struktur
I 2021 gennemgik Dansk Dekommissionering en større struktur-ændring, hvor chefgruppen blev udvidet for at få en større grad af involvering, tværorganisatorisk samarbejde og skabe en mere effektiv organisation, der igen skulle udmunde i en mere effektiv opgaveløsning.

I 2023 har vi lavet en mindre justering af organisationen igen og opdelt drift-gruppen i to grupper, Drift & affaldsbehandling og Udførende dekommissionering, med hver sin leder.  I samme ombæring er grupperne blevet mere specialiserede.

Kenn-Ulrik Sørensen, chef for Drift og affaldsbehandling fortæller om den nye struktur.

“Den nye struktur har flere formål, men først og fremmest handler det om, at den skal være med til at sikre den nødvendige fremdrift mod det samlede mål om at være færdige senest i 2073. Samtidig er den et udtryk for, at vi som organisation hele tiden ændrer os, ligesom vores opgaver gør, og derfor er det naturligt at kigge på, hvordan vi kan sikre os mod sårbarhed og samtidig organisatorisk fungerer på en måde, der afspejler vores opgaver.”

Flere ressourcer til opgaveløsningen
Som en naturlig del af Dansk Dekommissionerings øgede fokus på projekternes fremdrift, er der behov for at ansætte flere medarbejdere.

Derfor har man også kunne se flere jobopslag end tidligere, med Dansk Dekommissionering som afsender, da der simpelthen har været et behov for at tænke fremadrettet også med hensyn til medarbejder-ansættelser.

“Vi har et behov for flere ressourcer, for at kunne varetage opgaverne. Samtidig har vi i en periode haft vakante stillinger grundet forskellige overvejelser, og dem er vi nu i gang med at få genbesat.”

Opmandingen skyldes også, at der kommer en periode, hvor der skal gang i endnu flere ting, og det kræver simpelthen flere hænder.

Derudover nævner Kenn-Ulrik Sørensen et arbejdsvilkår på Dansk Dekommissionering, som man ikke ser i så mange andre håndværksvirksomheder.

“Vi har den betingelse at mange opgaver kræver 2 medarbejdere, så når 1 falder fra kan det påvirke et helt projekt. Det gør os sårbare, og derfor er vi er nødt til at have flere ressourcer at trække på.”

En kompleks fremtid
Når man arbejder på et område, som ingen tidligere i Danmarkshistorien har beskæftiget sig med, giver det komplekse udfordringer som skal løses hen ad vejen – manualerne må vi selv skrive.

En, af mange, konklusioner som vi er kommet frem til, gældende for samtlige dekommissioneringsprojekter på Risø er, at kompleksiteten stiger jo mere fremskreden et projekt bliver.

Tag f.eks. i dekommissioneringen af DR3, hvor betonen gradvist er sværere og sværere at skære i, jo tættere vi kommer på den nederste del, simpelthen fordi der er støbt flere og flere stålkugler i betonen.

Eller på Hot Cell projektet hvor cellerne gradvist har højere og højere strålingsniveauer.

Det betyder igen at, projekterne simpelthen over tid kræver flere ressourcer, og derfor er det vigtigt hele tiden af være på forkant med denne udvikling, med bl.a. nyansættelser.

Velkommen til Dansk Dekommissionering
Spørger man Kenn-Ulrik Sørensen ser fremtiden for Dansk Dekommissionering spændende ud, ikke mindst med sigte mod de nye folk som organisationen glæder sig til at tage imod.

Fagligt har vi en bred medarbejdersammensætning, og når vi ansætter kigger vi efter personer, der kan løse et behov nu og her. Det handler om kompetencer, og om at man ønsker at tage ansvar og gøre en forskel. Samtidig giver nye medarbejdere en naturlig mulighed for at se tingene på en ny måde, og kombineret med de dygtige og erfarne folk vi allerede har inden for dette område, så er der i den grad grobund for en spændende fremtid.

En fremtid som altså senest i 2073 skal føre til Danmarks første slutdepot for radioaktivt affald, men som allerede i dag sætter krav til Dansk Dekommissionerings arbejde i hverdagen, hvor vi finder unikke løsninger på komplekse problemer.

 



Skip to content